Det er noget helt særligt at tage på Road-trip med sine teenagedrenge. Måske fordi de ikke kan slippe væk og bliver nødt til at forholde sig til samtalen. Måske fordi deres valg af musik på BlueTooth-afspilleren afslører, at mors pladesamling har haft indflydelse på deres musiksmag. Måske fordi køreturen er en ligeså vigtigt en del af turen som målet.

Han laver den slags pizzaer, der bare sejler i smag. Hans burgere er fantastiske. Han er virkelig dygtig, min pizzamand. Han er den slags pizzamand med veltrimmet skæg og et evigt glødende glimt i øjet. Og den obligatoriske pizzabule på maven, selvom den ikke er så velvoksen. Når jeg besøger hans butik, så møder jeg andre kunder, hvis navne han kender. Han ved også, hvad de helst vil have at spise. Ret ofte snakker de som om de bare følger op på en samtale, de havde forleden. Folk - og pizzamand - griner og smiler.

Nej, jeg kan ikke leve af at være forfatter. I hvert fald ikke økonomisk. Det går omtrent i 0, og de måneder, der er et overskud, så er det stadig ikke nok til en tur på en billig restaurant med mine nærmeste. Men mens jeg ikke kan leve af det økonomisk, så kan jeg muligvis dø af IKKE at være forfatter. Menneskeligt, åndeligt, kognitivt.

Som udgangspunkt skjuler jeg ikke min personlighed for mine børn. De må gerne vide, hvem jeg er. På godt og ondt. Indrømmet. Det har måske ikke altid været sådan. 

Bortset fra de helt åbenlyse ændringer, der følger med alderen, så føler jeg mig stadig rimelig ung og frisk. Et par rynker, lidt grå hår og lidt slidgigt skal da ikke sådan slå mig ud af kurs. Men. Den anden dag følte jeg mig uendelig gammel. Sådan helt fra en anden tid-gammel. 

Det er ikke vintervejret, der er skyld i, at mit moralske kompas er gået bananas i løbet af januar. Meget kan man give sne og frost skyld for. Men ikke det. Faktisk har kompasnålen pisket lidt småforvirret rundt et stykke tid. Sådan lidt frem og tilbage uden helt at ramme der, hvor det føles rigtig godt.Det måtte jeg naturligvis gøre noget ved, tænkte jeg meget klogt en aften.