Bortset fra de helt åbenlyse ændringer, der følger med alderen, så føler jeg mig stadig rimelig ung og frisk. Et par rynker, lidt grå hår og lidt slidgigt skal da ikke sådan slå mig ud af kurs. Men. Den anden dag følte jeg mig uendelig gammel. Sådan helt fra en anden tid-gammel.
Tre af mine elever (9-10 årige nysgerrige drengebørn) ville spille et brætspil i deres pause, og jeg hev et mere eller mindre tilfældigt spil ned fra hylden i kopirummet. De, der kender skolernes kopirum ved muligvis, at der findes ting derinde, der burde være på museum. Det var sådan en ting, jeg fik fat på.
Drengene kastede sig ivrige over spillet, hostede lidt over det tykke lag af støv, og flåede papæsken op, væltede alle brikkerne og spillepladen ud på bordet og gik synkront i stå. Alle tre gloede på det, der var landet på bordet med præcis det udtryk, man har, når man ser noget for første gang. På bordet lå et falmet gult kassette-bånd.
Ingen af dem rørte ved det. Måske var det farligt.
Jeg tog det fra bordet og spurgte dem, om de vidste, hvad det var. De rystede på hovedet. Den ene dreng tog meget forsigtigt båndet og satte det hen foran øjnene, så han kunne kigge gennem hullerne. Og så alligevel ikke, for afstanden var lige lille nok. han konkluderede, at det i hvert fald ikke var en kikkert.
Jeg måtte naturligvis fortælle dem, hvad det var, og jeg følte, hvordan jeg ord for ord blev ældre og ældre. Da jeg sammenlignede kassettebåndet med en cd, kiggede de bare undrende. Den ene spurgte, hvad en cd er. Kors, jeg følte mig gammel lige der.
Tilføj kommentar
Kommentarer