Som udgangspunkt skjuler jeg ikke min personlighed for mine børn. De må gerne vide, hvem jeg er. På godt og ondt. Indrømmet. Det har måske ikke altid været sådan.
Da de var små purke med små hænder og små stemmer, var jeg den store. Hende der "mor", der havde styr på det hele og var garanten for tryghed, moralsk kompas og alt det andet, en forælder skal sørge for. Dengang skulle livets realiteter serveres i små mundrette bidder. Men de skulle serveres. Dengang var det ikke fremvisning af mine egne særheder, der stod øverst på dagens menu, og vi kom ikke altid ned til efter desserten, hvor særhederne lå og flød som snacks. Når vi gjorde, var det ubeskrivelig festligt.
Nu har de dersens børn, jeg er mor for, store hænder og dybe stemmer, og jeg er i den grad den lille. Men jeg er stadig "mor", der sørger for alt det, en forælder skal sørge for.
Der er så sket det, at menukortet er vendt på hovedet. Det er nærmest blevet en buffet, hvor vi tager det, der er mest interessant på et givent tidspunkt, og derfor er alle vores særheder sat fri.
Den første erkendelse for mig var så, at der faktisk ikke er så mange skjulte særheder tilbage. Jeg kender alle deres. De kender tilsyneladende flere af mine, end jeg anede.
Det fandt jeg ud af, da de gav mig en halskæde i gave. For det er ikke bare et hjerte i en kæde. Det er ikke bare et hjerte med deres navne på. Næh, det er så smart, at deres navne står på sådan nogle små hjul, der kan drejes. Og det gør jeg, drejer og drejer og mærker deres navne i metallet.
De hersens to søvnige teenagere ved nemlig, at deres mor skal have noget at dimse med, hvis hun skal bevare fokus og fastholde sine tanker. Bemærkningen, der fulgte med kæden, var noget i retningen af, at så behøvede jeg ikke pille negle mere. Det gør jeg nu stadig ind imellem.
Tilføj kommentar
Kommentarer