Det er ikke vintervejret, der er skyld i, at mit moralske kompas er gået bananas i løbet af januar. Meget kan man give sne og frost skyld for. Men ikke det. Faktisk har kompasnålen pisket lidt småforvirret rundt et stykke tid. Sådan lidt frem og tilbage uden helt at ramme der, hvor det føles rigtig godt.
Det måtte jeg naturligvis gøre noget ved, tænkte jeg meget klogt en aften.
Hvis jeg skulle forholde mig til alt i denne verden, der ikke er, som jeg kunne ønske det, så ville jeg hverken have tid til at sove, spise, arbejde, trække vejret eller grine. Og det duer ikke. Så jeg forholder mig til det, der ligger lige for, og så håber jeg, at det fører noget godt med sig.
Lige nu er det, der ligger lige for at forlade Facebook og Messenger hurtigere end amerikanske oligarker kan finde på flere stupide ideer at bruge deres magt til.
Det er sådan set nemt nok. Teknisk set. Men mens jeg ledte efter knappen til at lukke min konto, skulle jeg overveje skæbnen for min relation til 622 venner, mine grupper, mine beskedtråde, mine fotos, den sjove avatar, min dødsscrollen på FaceBook Video hver aften. Det var pludselig meget.
Det var der, det gik op for mig, hvor unødvendigt afhængig, jeg har lullet mig selv til at blive siden 2008.
En kold tyrker på 30 sekunder senere er jeg fri. Fri til at genfinde de af mine 622 venner, der findes ude i det virkelige liv. Fri til ikke at begrave mig selv i afhængighedsskabende features, hvis eneste formål er at holde mig og andre til ilden, så folkene bag kan tjene penge på vores afhængighed.
Pulsen er nede igen, folk må gøre det, de føler for. Jeg har skabt balance i mit moralske kompas og sover bedre om natten (nok mest på grund af den manglende dødsscrollen).
Januar 2025
Tilføj kommentar
Kommentarer