Det er noget helt særligt at tage på Road-trip med sine teenagedrenge. Måske fordi de ikke kan slippe væk og bliver nødt til at forholde sig til samtalen. Måske fordi deres valg af musik på BlueTooth-afspilleren afslører, at mors pladesamling har haft indflydelse på deres musiksmag. Måske fordi køreturen er en ligeså vigtigt en del af turen som målet.
Ud over lejlighedsvis dybe samtaler på bilturen, så bruger vi en del tid på at give de andre biler navne, som passer til bogstaverne på deres nummerplader. Der kører en del Boobies (BB) og Dickies (DK) rundt derude. Vi lader også som om, vi er opfyldt af road rage og bander på "gammel dansk" af de hundehoveder og fulde fæhoveder, vi deler vej med. Det er sjældent, vi bliver ægte sure, og som mor skal jeg være et godt eksempel og holder derfor afstand til de bilister, der rent faktisk virker enten fulde eller ukoncentrerede. En anden leg er at gætte, hvor bilen foran skal dreje af og hvem, som kører den.
All good fun.
På en fabelagtig fredag med høj solskin gik vi imidlertid i stå. Alle tre. På samme tid. Al snak forstummede. Ældstesønnen greb telefonen og tog et billede. Yngstesønnen rystede opgivende på hovedet. Det var hverken voldsomt, dramatisk eller udtryk for dårlig kørsel. Det var nærmest et antiklimaks.
Jeg var den første, der brød tavsheden.
"Hold nu kaje, har I set den nummerplade foran os." Normalvis vil det være udtryk for en nummerplade med en særlig spændende kombination af tal og bogstaver, men begge drenge udbrød et næsten deprimeret "ja".
For det var helt galt. Bilen foran os havde et design, der medførte, at nummerpladen bagpå var placeret en smule til venstre for midten. Ikke meget. Præcis så meget, at det gav en voldsom ubalance i vores udsyn. Præcis så lidt, at rigtig mange ikke ville opdage det. Men det gjorde vi. Opdagede det. Resten af turen bag bilen håbede vi, den ville dreje næste gang, så vi kunne komme tilbage til det, vi var i gang med. Det tog 8 minutter før vi slap af med den.
Sjældent har vi været så rasende på en anden bilist, som i øvrigt kørte fuldstændig efter bogen. Havde han så bare været et hundehoved eller et fuldt fæhoved.
Begge drenge mente dog, at nummerpladen kunne rettes op med skruetrækker og noget gaffer-tape. Og herefter fortsatte snakken i bilen ivrigt om præcis gaffer-tape, hvor genialt det var, og hvor fedt det havde været, hvis det var netop os, der havde opfundet det.
Tilføj kommentar
Kommentarer