Han laver den slags pizzaer, der bare sejler i smag. Hans burgere er fantastiske. Han er virkelig dygtig, min pizzamand. Han er den slags pizzamand med veltrimmet skæg og et evigt glødende glimt i øjet. Og den obligatoriske pizzabule på maven, selvom den ikke er så velvoksen. Når jeg besøger hans butik, så møder jeg andre kunder, hvis navne han kender. Han ved også, hvad de helst vil have at spise. Ret ofte snakker de som om de bare følger op på en samtale, de havde forleden. Folk - og pizzamand - griner og smiler.
Efter at være kommet jævnligt - men ikke alt for tit - de seneste tre år, ved han også en masse om mig. Især snakker vi børn og skole. Han er for nylig blevet far, og han fortæller heldigvis gerne om den bette, mens han næsten får tårer i øjnene.
Min pizzamand taler mindst lige så godt dansk som den gennemsnitlige dansker. Måske endda bedre. Men dansk kultur er stadig lidt svært. Ikke den kultur, der præger vores dagligdag og binder os sammen som mennesker, men den del af kulturen, der er hængt op på traditioner, vi knap selv kan forklare. Bogstavelig talt hængt op. For min pizzamand har luret, at den flotte troldgren, der lige kan passe i øsknerne over disken, er genial til at hænge pynt op i.
Ved juletid har han smuk og stilig julepynt oppe. Ved påske har han de mest fantastiske påskeæg af keramik og glas hængt op i troldgrenen. I år har han udvidet sin indsats for påskepynten.
Således kom jeg ind for at hente noget mad og blev mødt af en stor glasskål med chokoladepåskeæg i en størrelse, der lige passede til en mundfuld før maden. Med en håndbevægelse anmodede han mig til at vælge et æg, mens han sagde:
"Ja, jeg har ikke helt styr på, hvornår jeg skal pynte op, men jeg prøver. Der er mange, der synes, det er hyggeligt." Der er ingen tvivl om, at han elsker at hygge om sine kunder, men jeg beroligede ham med, at der stadig var over seks uger uger til påske. Jeg nævnte også, mens jeg betalte, at jeg ikke selv var den store op-pynter, men at jeg syntes, hans pynt i troldgrenen var utrolig smuk.
Han takkede. Jeg kvitterede med at hive min papirspose med burgere og kylling af disken med min sædvanlige ukontrollerede motorik.
Der lød et KNALD.
I skyndingen havde jeg hevet en porcelænspåskehare, der stod på disken, på gulvet, og mens min pizzamand fejede sammen og sagde, at det bestemt var ligegyldigt og mest hans egen skyld, fik jeg røde kinder og dårlig samvittighed.
Mine børn reagerede prompte, da de fik historien: "Det er sgu da synd for ham. Nu bliver du nødt til at købe en ny påske-figur til ham."
Tilføj kommentar
Kommentarer