Danmark er et lille land, og det er faktisk bemærkelsesværdigt, hvor mange broer og færger vi har. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at vi har så travlt med at komme til sydens varme eller andre spændende steder, mens vi har knap så travlt med at besøge de små afkroge i vores eget land.
I vinterferien valgte jeg at tage en lille solorejse på 500 km - ret præcist. Oppefra lignede det mest en halvpunkteret badebold, men med lidt god vilje kunne det kaldes en rundrejse, hvor min flittige lille bil kun ganske få gange krydsede egne hjulspor. Udover at være en rejse "Ud i det blåeste Danmark", var det også en rejse ind i sjælen, for jeg besøgte steder, der på en eller anden vis har betydning for mig.
Det hele startede ret tidligt en morgen, hvor solen kastede lys på himlen uden at være stået helt op. Min bil, Edna, og jeg nød udsigten fra vores hjem inden afgang.
Den første del af min tur var helt klart den mest kedelige. Turen fra Hadsten til Sydfyn. Udover de første 5 km på landevej, så er det motorvej resten af vejen (næsten), og jeg frygtede på forhånd at komme til at kede mig. Selvfølgelig havde jeg glemt et par ekstra cd'er til afspilleren, men heldigvis havde jeg masser af tyggegummi.
Jeg gumlede altså derudaf, og det skal siges til de danske motorvejes ros, at det faktisk ikke var så kedeligt endda. For det første var der meget spændende vejarbejde. Rigtig mange steder faktisk. For det andet var der ikke langt mellem afkørsler til mad, benzin og andre herligheder. Og for det tredje kunne DR Radio underholde med masser af trafikmeldinger, der heldigvis ikke var alvorlige, men mest lidt pudsige.
Det fede ved motorvejen mod Fyn var det øjeblik pylonerne på Lillebæltsbroen første gang kravlede op over horisonten. Det forventningsfulde øjeblik næsten ti minutter før jeg rent faktisk ramte dem. Altså ikke ramte, som at køre ind i dem - selvom det blæste voldsomt.
Lillebæltsbroen næsten sprang frem med en smuk stråleglans fra skyerne, som en følgespot. Og solstrålerne fulgte mig hele vejen over Fyn til Langeland, hvor en eller anden slukkede for dem og efterlod trist februarvejr og en masse blæst. Samtidig skiftede DR Radio fra Østjylland til Fyn. Pudsigt nok fra en tredjedel inde i en Bryans Adams-sang til en 1/3 inde i en anden Bryan Adams-sang.
For at komme til Spodsbjerg skulle jeg både krydse Langeland og Siø og Tåsinge. En slags øhop, hvis altså biler kunne hoppe. I takt med at jeg nærmede mig Spodsbjerg og drønede ind på færgen som den absolut sidste passager, tog vinden til.
Kaffe var mit næste mål, men det var svært at komme forbi damen og hendes fire børn, der væltede frem og tilbage mellem rundstykker, slik, ugeblade, sodavand og kaffe.
Det endte naturligvis med at lykkes. Det gør sådan noget jo. Og jeg kunne dingle hen til et bord med min kaffe.
Jeg var søstærk som barn. Det er jeg tilsyneladende stadig, for jeg kom stilsikkert i havn og kørte et smut forbi Dodekalitten.
Det imponerer mig ofte, hvor flad Danmark er. Det imponerer mig også ofte, hvor utrolig kedeligt, der kan se ud på en årstid, for så i næste årstid at være smukt og idyllisk. Sukkerroer er måske ikke det mest idylliske, men i februar ligger de under mulde og markerne er prydet af deres toppe. Andre marker på Lolland er prydet af solceller, og det er der tilsyneladende en god forretning i.
For to år siden og en smule var jeg ved Dodekalitten for første gang. Dengang sammen med min far og mine drenge. Det var en smuk oktoberdag med høj sol og ingen vind, og vi kunne gå roligt rundt mellem de høje sten. På dette besøg blæste det så meget, at jeg kun nåede en hurtig tur ud af bilen, hurtigt foto og ind igen. Til gengæld blev det et pudsigt foto med Dodekalittens mange ansigter, der stirrer på mig - og hinanden.
Der findes købmænd i Danmark, der har den samme charme som de havde i 80'erne. Steder, hvor man faktisk kan være i tvivl om, hvorvidt de tager betalingskort og har de varer, man har vænnet sig til. I kragenæs ligger der sådan en, men de havde nu det hele, og der var ingen problemer med betalingen. Det var der til gengæld med dialekten. Den meget snaksalige købmandskvinde var ligeglad med, om jeg forstod, og jeg nikkede åbenbart på de rigtige tidspunkter og kunne sige noget klogt om blæsevejr, og så var alt godt.
Den næste færge var en af de små fladbundede, som vi har en del af i Danmark. Dem er jeg svært glad for. For selvom de er små, så er de voldsomt stabile i høje bølger og blæsevejr. De bølger og skumsprøjt, der varslede ilde på kajen, var ikke noget problem for den lille færge.
Hvorfor så lige Femø? Der er vel ikke kvindelejr i Februar. Øh, nej, det er der vel ikke, og det er faktisk ret ligegyldigt, hvornår den ligger, for det var slet ikke derfor, jeg trodsede motorveje, blæsevejr og færger.
På Femø bor såmænd min gamle far. Jeg har sagt til ham, at jeg synes det er MEGET langt væk. Det er ikke lige en smuttur. Desuden bor der under 100 mennesker på øen, de fleste er over 70 år. Min far en stædig gammel fyr, så han har ikke tænkt sig at flytte lige med det første. Heller ikke selvom han ikke længere må køre bil. "Har du set, hvor stjerneklart her er?" begrunder han og spørger i samme forbindelse, om jeg vil arve hans stjernekikkert.
Jojo, jeg er taget til Femø for at besøge den gamle, og pludselig er jeg barn igen. Et barn, der svømmer rundt som en delfin og laver skøre ting. Et barn, som han tager på campingture med. Minder og atter minder. Det går op for mig, at i minderne er vi stadig unge og friske, og vi nyder dem, mens vi drikker kaffe.
Men altså. Femø. Det er faktisk den af øerne nord for Lolland, der er mest kuperet. Eller mindst flad. Når det højeste punkt er 22 meter over havets overflade kan det næppe kaldes bakket. Det laveste punkt er så til gengæld denne dam, der lige pludselig var der, da jeg kørte rundt på øen.
Udover en dam, der er ganske fin, så er der utrolig mange bænke på Femø. Åbenbart er der noget, der hedder en Femø-bænk, men jeg ved faktisk ikke, om den jeg fotograferede, er en sådan. Den var bare så fin, der midt i blæsten op af et træ, der havde lyst til at vælte.
Der er noget fint over bænke. Det er stoppesteder. Stop op. Sæt dig ned et øjeblik. Hvil dig. Kig ud over havet. Og skynd dig så ind i din bil igen, inden du blæser væk.
Efter et hyggeligt døgn med far, drog jeg videre på min punkterede rundtur, men første skulle jeg tilbage til Lolland. Blæsten var ikke blevet mindre, men til gengæld var solen blevet stærkere, og Kirkevig - der også er en ø - stod smukt og måske endda gejstlig midt i strålerne.
Jeg er kæmpefan af vand, skyer og sollys. Så når de tre ting finder sammen og laver magi, så bliver jeg benovet og betaget. Bagefter er jeg skuffet, når mit foto slet ikke fanger det, jeg syntes, jeg så.
En af de ting, jeg er rigtig god til, er at fejle min planlægning helt vildt meget. Måske med vilje. Jeg afsætter altid rigtig god tid, fordi jeg lever i evig frygt for at komme for sent. Det betød også, at jeg havde riiiiigtig god tid til at komme frem til mit næste mål, så jeg tog en tilfældig afstikker til det første sted, jeg kom i tanke om.
Det var Sagnlandet Lejre.
Mærkeligt nok. Har aldrig været der før. Kom der faktisk heller ikke helt.
Altså jeg kom frem. Fandt det. Parkerede. Fortabte lidt mig selv i opdagelsen af, at skoven omkring Sagnlandet - fun fact: den har ikke noget navn, tror jeg nok - også huser en skovbegravelsesplads. Det er sådan et sted, man kan få lov at blive et træ, når man engang er død.
Selve Sagnlandet havde imidlertid lukket, men det gjorde ikke det mindste, for når man ikke har ungerne med, så er det altså ikke lige så sjovt at tvinge nogen på museum. Til gengæld er skoven ... en skov.
Skove er flottest forår, sommer og efterår, så det er lidt dumt at komme om vinteren. Men den var hyggelig nok.
De mange år, min far og jeg kørte fra Hundested til Næstved for at besøge hans forældre, kørte vi ofte gennem Roskilde. De gange, jeg selv er kørt gennem Roskilde, er jeg altid kørt forkert. Det er en af de eneste byer, jeg simpelthen ikke kan finde rundt i. Så fra Lejre satte jeg en ære i at køre udenom Roskilde.
Den bedste vej er over Frederikssund, og jeg blev pludselig nysgerrig på, om Kronprins Frederiks Bro havde skiftet navn til Kong Frederiks Bro. Det havde den ikke.
Inden jeg kom så langt ville bilen have noget energi, så vi satte retning mod nærmeste OK-tank, som lå i Skuldelev. Det er et bynavn, jeg ikke har hørt i virkelig mange år, og det fik mig helt til at smile. Jeg mener, men kan på ingen måde huske det, at jeg havde en veninde fra Skuldelev. Da jeg kom til Skuldelev kunne jeg genkende huse, vejenes forløb og enkelte natur-punkter. Jeg ved stadig ikke, hvornår og i hvilken anledning, jeg har været der. Men jeg har været der.
I Skuldelev har de et blafferstoppested.
Det står der i hvert fald på skiltet. Hvis man altså lige kan skimte skiltet under det imponerende flotte træ. Træet - og skiltet - står faktisk et sted, hvor der helt sikkert har været en slags korsvej engang. Det er tydeligt, at herfra går det enten mod nord eller syd. Jeg skulle mod nord.
Dagens destination var Frederiksværk.
Det var der, jeg svømmede som en delfin uden for campingsæsonen.
Det var også der, jeg arbejdede som journalist. Enkelte gange har jeg også været på værtshus i byen. Og til koncert.
Men derudover er Frederiksværk ikke som sådan min by.
Jeg vidste dog - fordi jeg havde tjekket hjemmefra - at byen har deres eget Loopcenter, så der tog jeg lige en lille træning og en kop kaffe. Loop har nemlig gratis kaffe i alle deres centre for de, der træner. Og den smagte ligeså godt som i de andre centre, jeg bruger.
Man kan ikke se det på fotoet, men jeg HAR trænet på dette tidspunkt.
Dengang jeg var konkurrencesvømmer i FSK (Frederiksværk Svømmeklub, hvis forkortelse jeg altid morede mig med at tilføje et "i" - gæt selv hvor) svømmede jeg med en rigtig sød pige, der hed Charlotte Borg. Hendes forældre ejede dengang Hotel Frederiksværk, og jeg har et par gange drønet rundt på gangene sammen med hende.
Selvom det ikke længere er familien Borg, der har hotellet, så havde jeg booket et par nætter der, men jeg må tilstå, at jeg ikke kunne genkende hotellets indre. Farverne var nogle andre dengang i 80´erne, og vi var en del mindre. Men Hotellet er fuld af charme, har ægte nøgler af metal i stedet for kort eller koder, og så er der vist også et par spøgelser rundt omkring. Det er i hvert fald den fornemmelse, man efterlades med.
Der var bidende koldt alle steder. Alligevel fik jeg vandret rundt et par timer i Frederiksværk og dagen efter i Hundested. Se, Hundested er jo der, jeg kommer fra. Der er en helt anden følelse i at besøge Hundested end Frederiksværk.
Da jeg forlod byen i 1996 var den lige gået konkurs. Det var ikke min skyld, men jeg skyndte mig væk alligevel. Selvom det er en svær opgave at miste sin færge og alle sine penge, har Hundested alligevel formået at finde en vej. Den gamle havn, der bare forfaldt, er blevet genskabt med et helt særligt havnemiljø, der selv om vinteren er et besøg værd. Særlige butikker med håndværk og kunst, en helt ægte fiskeforretning, en pladebiks.
Første stop var Det Lille Kafferisteri, som jeg klart kan anbefale. Total lækker kaffe, ikke engang særlig dyr, og rigtig mange spændende ting i butikken, som fik mig til at ønske, at jeg havde rigtig mange penge og en stor bil at fragte alt det, jeg ville købe, i.
De rigtig mange penge vil jeg da gerne have uanset.
Særligt var jeg pjattet med det højbord, jeg nød min kaffe ved, og den sygt lækre lakrids, jeg købte tre pakker af (chili, hindbær og salmiak) som en kærestegave til min kæreste, der arbejdede hele ugen, mens jeg bare var på road trip. Stakkel.
En anden lille sjov feature ved den nye Hundested Havn er ti små hytter, som kan lejes. Så kan man bo der. Ikke hele tiden, men som en slags sommerferie.
De ligger lige ud til havnebassinet og alt det hyggelige, og man bliver budt velkommen af en legeplads og nogle selvfede små sæler, der vinker èn nærmere.
Sæler? Historien går på, at der i fordums tid var rigtig mange sæler i Hundested. Det var sælhundenes sted. Deraf Hundested. Der er stadig sæler, men ikke tilnærmelsesvis det antal, historien fortæller, der var engang.
Efter turen på havnen tog jeg på uanmeldt besøg hos en god gammel ven. Han var heldigvis hjemme og blev tilpas overrasket, og der blev indhentet masse historier fra gamle dage, fra nyere tid og fra det imellem.
Jeg har boet i Jylland i snart 30 år. Længere tid, end jeg boede på Sjælland. Jeg savner ikke min fødestavn. Men der er alligevel et sted, der er helt særligt for mig, og som jeg helst skal besøge, når jeg er i byen.
Det er skansen. Fra Knud Rasmussens Hus og op til det høje punkt med udsigt over indsejlingen til Isefjord og Roskilde Fjord. Når jeg er der, så bliver jeg tavs og trækker mig helt ind i sjælen. Føler mig forbundet til mig selv, før og nu og efter. Det hele passer sammen, mens vinden suser om ørerne og det prikker i ansigtet.
Det er det her, jeg kommer af, og det er det her, der har formet mig.
Og med de ord og den følelse var jeg klar til at komme hjem til Jylland igen.
Naturligvis og helt tro ved min lille rejse skulle jeg med færge. Rørvigfærgen mellem Hundested og Rørvig er et stykke historie helt i sin egen ret, og det er en tur, jeg har taget et utælleligt antal gange. På ferier, til efterskole, til fods, på cykel og i bil. Jeg kender folk, der har arbejdet på færgen i årevis, og selv i stormvejr og byens kriser har den sejlet. Som jeg husker det har min morfar også haft en andel i færgen i tidernes morgen.
Apropos morgen. Mens jeg ventede i stilhed på havnen på at færgen lagde til, så jeg kunne komme ombord, var lyset over byen næsten lilla og fuldmånen stod som en perlemorsperle over havnen.
Anderledes vildt og larmende var det ombord på Molslinjen. Mange flere ord er der ikke at knytte til det, men hav, skyer og lidt lys er jo som skrevet noget, jeg er fan af.
Tak for turen, lille bil. Du klarede det hele på under en tankfuld.
Tilføj kommentar
Kommentarer
Glæder mig til lakridserne :)