Siden jeg var lille har jeg været nysgerrig på verden udenfor børneværelset, hjembyen og mit eget land. Jeg kan huske rejser med mine forældre fra jeg var knap 3 år, jeg har rejst med egne børn, partnere, kolleger, elever, venner. Alle disse rejser har lært mig, at et minimum af forberedelse er en god ting, men at der er stor forskel på, om man rejser med elever, familie eller helt alene.
Denne rejsefortælling er fra en solorejse, og det er faktisk kun anden gang, jeg rejser helt solo. Efterfølgende kan jeg sige, at det nok ikke er sidste. Solorejser kan noget helt særligt. Det er mig - kun mig – der bestemmer tempoet, maden, seværdighederne osv. Jeg tvivler på, at mine unger ville have smilet hele vejen på de 91 km, jeg gik på de seks dage i Edinburgh.
En af de vigtige forberedelser hjemmefra var at tjekke, at min skotske lader-adapter var pakket. For udover at køre i den anden side af vejen, så er stikkontakterne nogle mærkelige sure nogle, der kræver en anden slags stik.
To år i træk (2022 og 2023) har jeg rejst til Skotland med mine børn, og sidste år blev især Nikolaj svært glad for IRN BRU. For et par uger siden opdagede jeg, at IRN BRU nu kan købes i Danmark, så vi købte fluks en ramme.
IRN BRU (udtales Iron Brew med en rullende skotsk accent) er en enestående sodavand, der skal smages, ikke forklares. Der er kun to lande i verden, hvor Coca Cola ikke er den bedst sælgende sodavand. Nord Korea og Skotland. I Skotland får Coca Cola bank af IRN BRU. Hvad situationen – på mange måder – er i Nord Korea, ved jeg ganske enkelt ikke.
For at komme i den rette rejsestemning drak jeg (og ungerne, selvom de ikke skulle med denne gang) en IRN BRU om dagen de sidste fire dage før afgang. Lidt ligesom en vaccination.
Dagen oprandt med et rejehop ud på eventyr 5.45.
Da jeg trak min kuffert ned ad vejen i den absolutte morgenstilhed, dryppede det mildt og blidt med sommerdråber og min verden – turen ned til stationen – duftede af våd asfalt og frisk græs.
Ved gaten i Københavns Lufthavn stødte jeg på en ung skotte, der var ligeså åbensindet, snakkelysten, venlig og sjov, som de fleste skotter, jeg har mødt. Han boede egentlig i Sverige med sin svenske kæreste, men han skulle til Skotland jævnligt for at forny sin opholdstilladelse i Sverige. En Brexit-ting, forklarede han og løftede en imaginær fane for skotsk uafhængighed. Han fortalte om at blive solskoldet i Ystad og om fantastisk svensk og dansk togtrafik, om det skotske sprog og om en god bar, han syntes, jeg skulle besøge. Selvfølgelig hed han Scott.
Selvom jeg har været i Edinburgh tre gange tidligere, har det været korte besøg, og mit kendskab til byen er lille. Alligevel gik det rimelig nemt at finde vej gennem Edinburgh til mit Hostel, men med alle de pubber og caféer, der er på vejen, bliver man ret tørstig. Jeg gjorde i hvert fald. Så da jeg havde smidt bagagen af og for første gang havde oplevet at tjekke ind med Key Safe, fandt jeg ”The Abbey”, bestilte en lokal øl og en gang risotto.
Min mad nød jeg, mens manden ved nabobordet begyndte at snakke. En 78-årig mand, der i løbet af min risotto og min øl havde formået at fortælle det meste af sin livshistorie. Om at synge i kor i Flensborg, om at rejse til Sønderborg og Løgum kloster, om at være engelsklærer i Essen, om sit dårlige tysk, om at spille skak og skrive bøger i chat-fora, om sit livs kærlighed, der lige var død, om at være kæreste med sin bedste ven, om undervisningsdidaktik og en lille smule om, hvor fantastisk Skotland er.
Han hed Peter - og gør det nok stadig – og selvom han var rar og hyggelig, så var min hjerne mere end fyldt op, og jeg takkede nej til øl nummer to.
Efter at have sovet som en velopdragen baby tog jeg på en guidet tur i den gamle by. Normalvis ville jeg selv hitte på sådan en, men det var godt givet ud, og efter to timer var mit hoved bristklar med informationer. Det kan klart anbefales, og der er flere steder, der udbyder disse byvandringer. Jeg fandt mine ture på ”Viator”, der er en app, hvor man både kan booke og betale. Det fungerer rigtig godt.
Der har boet mennesker i Edinburgh i mindst 3000 år, og ret hurtigt blev byen anlagt omkring en borg på toppen. I mange af disse år, særligt i middelalderen, er der blevet pumpet vand fra undergrunden via vandposter. Store murede mastodonter, der stadig står mange steder på ”The Royal Mile”, hovedgaden, der strækker sig fra Edinburgh Castle til The Royal Palace. Vandposterne er ikke længere funktionsdygtige, til gengæld er der masser af liv i The Royal Mile.
The Royal Mile hedder sådan, fordi den forbinder de to royale bygninger, slottet og paladset, og samtidig er den præcis en mil lang. En skotsk mil, vel at mærke. Da skotterne elsker at overgår englænderne, er en skotsk mil naturligvis lidt længere end en engelsk med 1810 meter mod 1609 meter.
I middelalderen kostede det penge at forlade The Royal Mile, så for de fattige byboere var milen i bogstaveligste forstand hele verden. For foden af milen ligger en pub, hvor man betalte for at forlade milen, og den hedder meget passende ”The World’s End”
To tredjedele oppe af milen ligger The Mercat Cross. Mercat er et ældre skotsk ord for marked. Det var her, stort set alt foregik. Handel, hængninger, offentlig straf, erotiske aftaler, møder osv. Den dag i dag bruges det stadig som mødested, og store begivenheder udråbes stadig herfra. For eksempel deklarationen af Dronning Elisabeths død i 2022 og udnævnelsen af King Charles.
Dengang lovovertrædere blev sømmet og naglet fast til bygningen på billedet, var bygningen lavet af træ. Det var lidt lettere at få banket søm ind i end sandsten. En del blev sømmet fast gennem øret. Det var de, der ikke havde betalt skat. Der rendte forbavsende mange skotter rund med halve ører, fordi de havde revet sig løs i nattens mørke og dermed ofret et halvt øre, der så kunne hænge og dingle fra sømmet i bygningen.
Øverst kan man ane en enhjørning. Dette er – uden pis – det skotske nationaldyr. Årsagen til at vælge enhjørningen er, at enhjørningen er det eneste dyr, der kan overvinde en løve, og løven er det engelske nationaldyr.
Og nu spørger du helt sikkert dig selv, hvorfor jeg har taget et foto af en p-plads (herunder). Jamen, det er skam ikke en helt almindelig p-plads. Den ser nok sådan ud, men næhnej.
Udover at det er nummer 23 – hvilket Jim Carrey måske godt kunne have en pænt paranoid mening om – så har tallet ikke nogen signifikant betydning.
Der var en gang, hvor denne p-plads mellem St. Giles Cathedral og Supreme Courts var en kirkegård. Og netop på denne kirkegård valgte John Knox at blive begravet. Det var faktisk hans valg. Alle andre, der er begravet her, er siden blevet flyttet, men ikke John Knox.
En del skotter finder det passende, at John Knox bliver kørt over af store advokatbiler hver eneste dag, endda flere gange om dagen. Knox var en meget berømt mand i Edinburgh, men udover at være berømt, var han en berygtet kvindehader, der lagde sig ud med kvindelige ledere. Og det var også ham, der igangsatte hekseforfølgelserne i Skotland. Skotland var ubetinget det land i Europa, hvor der blev anklaget flest hekse i forhold til antal indbyggere. 3837 hekse blev anklaget, over 2500 blev henrettet. I 2021 benådede Skotland posthumt de mange hekse.
Ham herover har en meget gylden forfod. Ikke at forveksle med nedsunken forfod. Det skyldes, at tusindvis af mennesker siden statuen blev rejst i 1997 har gnedet, gnubbet, nusset og endda slikket på storetå og det omkringliggende væv.
Statuen forestiller den store skeptiker, David Hume, der blev født for omkring 300 år siden. Hume opfordrede alle til at tænke selv og lade være at dyrke guder og afguder. Han ville formentlig vende sig i graven, hvis han vidste, at folk gnubber hans tå, fordi overtro siger, at det giver viden. Overtroen modarbejder dermed Humes egentlig mål; den selvstændige kritiske tanke.
Hume var en af de helt store figurer i Skotland for 2-300 år siden, hvor landet var igennem en voldsom oplysningstid, der har medført et velfungerende skolesystem og flere opfindelser end noget andet land i verden.
Edinburghs gamle bydel har et væld af ”closes”. Som er små gårde med smalle passager til hovedgaden. Bygningerne er velbevarede, flere steder er der cafémiljøer og museer.
I det gamle Edinburgh skulle rigtig mange mennesker presses sammen på meget lidt plads, da Edinburgh er bygget på bakketoppe og derfor er lettere at udvide opad end udad. De høje bygninger og de smalle passager har givet den optimale udnyttelse af pladsen i byen.
I en af disse ”closes” ligger Writer’s museum, forfattermuseet, der primært er dedikeret til de tre store (dem vender vi tilbage til). Museet og baggården er et favoritsted for fotografering af brudepar. Jeg var forbi museet tre gange og så to bryllupsfortograferinger.
Edinburgh blev UNESCO City of Literature I 2022, og byen har da også fostret en del store forfattere gennem de seneste 200 år.
En af de virkelig smukke og ikoniske sidegader til The Royal Mile, er Victoria Street. Gaden er endda i to lag. Måske kan du fornemme en gade over de farvede bygninger, om end den kun er til fodgængere og cyklister.
Til den gode fortælling hører, at det var denne gade, der gav J.K. Rowling inspiration til Diagonalstræde i Harry Potter-bøgerne. Dels på grund af den parallelle ”top”, dels fordi der i nummer 40 engang lå en butik, der solgte koste (måske ikke til quidditch, men alligevel). Rowling har dog selv afvist at have hentet inspiration. Både fra denne gade eller nogle som helst steder i Skotland. Det synes skotterne er noget fis, sådan at afvise det åbenlyse.
Der, hvor der engang var kostebutik, er der i dag en Harry Potter souvenirbutik.
Når man er nået til enden af Victoria Street kommer man til Grassmarket, som emmer af markedsplads og pupper – og en fremragende udsigt til sydsiden af Edinburgh Castle. Sydsiden, Vestsiden og Nordsiden består af meget stejle klippevægge, som har gjort slottet uindtageligt. Bortset fra en enkelt episode i historie, hvor en ungersvend, der var forelsket i en af pigerne på slottet, tog turen flere gange om ugen. Han hjalp senere oprørerne op af klippevæggens sydside. Men det er en helt anden historie.
Grassmarket er en plads med en blodig historie. Først og fremmest på grund af kvæghandel og slagtninger. Navnet Grassmarket stammer fra to kilder, som måske begge af sande. Den ene handler om, at de kvæg, der blev handlet, var græssende kvæg. Den anden, at ordet ”greis” betyder gris. Greis blev senere til Grass.
Udover kvæghandel og slagtninger var Grassmarket kendt som et af steder for underholdning. Det var her, de fleste henrettelser fandt sted. Særligt hængninger.
En af de mere fantastiske historier handler om Maggie Dickson, der havde begået utroskab en del år efter, at hendes mand var forsvundet på en rejse. Men da han ikke var fundet død, blev han betragtet som i live. Maggie blev hængt, hang en halv times tid til offentligt skue, og derefter puttet i en kiste og læsset på en hestevogn. Da vognen kørte afsted, hørte kusken en bankelyd fra kisten. Det var Maggie, der var vågnet op, temmelig ikke-død, men en smule fortumlet.
Kusken vendte om, og galgen blev gjort klar igen. Stakkel Maggie blev ført til galgen, men en advokat trådte frem og erklærede, at man ikke kunne hænge Maggie igen. Hun var blevet dømt til hængning. Ikke til døden. Og da hun nu havde udstået sin straf, kunne hun samtidig erklæres fri af ægteskabet fra den forsvundne mand.
Der er en pub på Grassmarket, der er opkaldt efter Maggie. Der er et par pubber længere nede en pub ved navn ”The Last Drop”. Det var der, de dømte fik deres sidste drik og deres sidste måltid.
Kun en kilometer eller halvanden fra Edinburgh Castle ligger Dean Village og floden Water of Leith. Storbylarmen er næsten væk, og bortset fra et par hundrede andre, der havde fået samme gode ide at trække herud, var der ro og fred.
Over Water of Leith er der mange gamle broer, og herfra kan man for eksempel tage et foto. Folk bor helt ud til floden. Man kan forestille sig, at floden i gamle dage har fungeret som åben kloak.
Mens man går nok så fredeligt, så er der pludselig en port i hobbitstørrelse til en trappe og et meget grønt område. Jeg fortsatte et stykke ned til floden og gik en tur hernede, inden jeg gik op igen.
På denne lille tur oplevede jeg, hvordan man ”tæmmer” sådan en flod, når der er så mange højdeforskelle i en by. Man bygger flod-trapper. Smart og funktionelt. Og meget se-værdigt.
Som tidligere nævnt er Edinburgh en meget bakket by. Den er grundlagt på udslukte vulkaner (syv styks faktisk), hvor Edinburgh Castle ligger på den ene vulkan og Arthur’s Seat på en af de andre.
Det oprindelige navn for Edinburgh er Dùn Èideann og nævnes første gang i et gælisk skrift fra 600-tallet. Dùn betyder borg eller slot, Èideann betyder bakketop. De gælisk-talende bruger stadig dette navn, men gennem tiden har angelsakserne ændret navnet til Ed-in-buruh (bakke med en by) og siden Edinburgh.
Fans af Ringenes Herre kan måske fornemme, at Tolkien var inspireret af den gæliske form. Aragorn var faktisk fra folket Dúnedain. Flere steder i Skotland kan samme Tolkien-inspiration fornemmes.
I forlængelse af Dean Village ligger Stockbridge. Her havde jeg fået anbefalet Scran & Scallies i et kvarter, der virkede mere moderne end den ældre del af Edinburgh. Og sikkert en del dyrere. Dog var bydelen stadig primært bygget i Edinburgh-sandsten.
Scran & Scallies er meget skotsk i deres menukort, både hvad angår sprog og retter, og jeg fik den lækreste fisketærte med kartofler (fishpie and tatties) sammen med en lys og meget lokal øl.
Scran er det skotske ord for mad eller ædelse. Scallie er et slang for en ung ballademager. Så restauranten hed vel egentlig ”Ædelse og ballademagere”. Jeg synes nu ikke, der var meget ballade, men klokken var heller ikke så mange.
Mellem den gamle og den nye bydel – den nye bydel er stadig ældre end den amerikanske uafhængighedserklæring – ligger en park; Princess Street Gardens. Der er helt enkelt en trappe fra Princess Street, som er en af de mest befærdede veje, ned tl parken, og i det øjeblik, man er kommet ned i bunden af trappen, er rigtig meget støj forsvundet.
De lokale nyder stille øjeblikke her. Og netop på denne dag, nød de sjældne 23 graders varme. I parken er der også legeplads, restaurant, isbutik, musikscene, udsigt til slottets nordside og sikkert andre ting, jeg ikke opdagede. Det er vildt at tænke på, at dengang Edinburgh bare var den gamle by, var dette parkområde en stor åben kloak. Det var ganske enkelt her, det hele blev ledt hen.
Mit hostel lå en lille kilometer fra Arthur’s Seat, som er en af de andre vulkaner i Edinburgh. Bakken rejser sig 251 m over havets overflade og 174 meter over resten af terrænet. Mit mål med turen var blandt andet at komme op på knolden allerøverst oppe.
Der er mange stier omkring bakken, og selvom jeg drog tidligt afsted (klokken 9), var der allerede en del mennesker på bakken, herunder en del lokale og enkelte løbere. Enkelte veje op er markeret med fine stier, men når man nærmer sig toppen, bliver det en del mere udfordrende. Jeg passerede det sidste stykke nemme vej på bare tæer, fordi det var nemmest, og derefter tog jeg en reel klatretur med fødderne ind i hak i jorden og med hænderne til hjælp. Toppen var knoldet og bestemt ikke egnet til bare tæer.
Næsten oppe på den knoldede top fik jeg et fabelagtigt vue ud over den nordøstlige side af bakken. Men selvom jeg synes, mit foto er rimelig vellykket, så står det på ingen måde mål med virkeligheden.
Bakken ligger i det parkområde, der hedder Holyrood. Myten siger, at bakken er opkaldt efter King Arthur (ham med Camelot og ridderne af det runde bord), fordi han havde sit hovedsæde her. Derudover er bakken nævnt i rigtig meget litteratur og i den skotske historiefortælling.
På vej ned af bakken igen fulgte jeg den sti, alle andre syntes at følge. Men min fredelige lyksalige boble blev voldsomt forstyrret af en flok unge amerikanere, der højlydt og energiskt sagde ”oh my god”, ”for real, dude” og slog vejrmøller på stien, så jeg fandt en anden sti at gå ned af. Den er lige bag ved mig på dette foto, og jeg aner lige nu ikke, hvad der venter mig.
Først ventede der mig denne smalle sti, hvor der sikkert ikke har gået så mange de sidste mange måneder, men den var afmærket på min gps, så jeg fortsatte. 20 meter længere henne blev det lidt mere vildt, og det var her jeg havde sidste chance for at vende om. Det vidste jeg bare ikke, så jeg fortsatte.
Efter dette foto var der to ting, jeg ikke længere kunne: Vende om og slippe mit tag i planter, rødder og skrænter for at tage fotos.
Det var mildest talt en vild vandretur herfra. Når man bliver nødt til at holde fast i tornede grene for at holde balancen og ikke skride ned af en skråning, når man må lave små hop og håbe på at lande rigtigt, fordi der er sprækker og sten, der er skredet, ja, så er man gået forkert. Med mindre naturligvis, det er den oplevelse, man leder efter. Først bagefter slog det mig, at INGEN i verden vidste, at jeg var lige der, så det havde været skidt at komme til skade.
I skrivende stund kan jeg erklære, at jeg ikke kom til skade. Jeg er hel i både krop og sjæl.
Det er den største sandhed at sige, at jeg var ret lettet, da jeg kom til foden af skråningen og blev mødt af disse høje tidsler (ovenover) på et noget fladere og nemmere tilgængeligt terræn. Skotterne har nogle seriøse tidsler. Ikke sådan nogle små gnallerstikkere, som vi har. Pissetræls og ikke særlig kønne. Skotternes tidsler er op til flere meter høje med de smukkeste lilla blomster og en masse flittige bier, der passer på dem. Og så er tidslen skotternes nationalblomst, fordi den symboliserer styrke.
Nej, jeg er ikke taget et smut til antikken midt i det hele. Edinburgh har en del sfinxer, endda med bryster. Dette skyldes, at Edinburgh kaldes Nordens Athen, og baggrunden er, at Edinburgh var Nordens centrum for Oplysningstiden. For ligesom at hædre alle de oplyste, byggede man i Edinburgh sfinxer og i en byggestil, der mindede meget om den, man så i Italien og Grækenland.
Med til historien hører også, at Skotland muligvis er opkaldt efter en prinsesse, Scota, der var datter af en ægyptisk farao og en efterkommer af en gælisk slægt.
En af mine ture via Viator var en komiker-tur. Daniel Downie er en skotsk komiker, og sammen med sin hund, Bonnie Brahan, guidede han vores lille flok rundt i byen med historier pakket ind i et sandt Comedy-show. I to timer fyrede han den ene joke efter den anden af med hundredevis af historiske referencer, og særlig englænderne fik et los over skinnebenet med reference til alle de gange, englænderne har banket skotterne på plads, når de vil have selvstændighed. Men også amerikanerne vil nogle knubs. Alt sammen med tilpas mængde respekt og kærlighed.
Som nævnt ligger Arthur’s Seat i Holyrood, der har mange stier. En af de lavest liggende er at følge vejen rundt på Queens Drive, der egentlig er en asfaltvej, men med indlagte trappe og græsarealer for fodgængere. Denne dag var det lidt mere overskyet end dagen før, men det kan bakken og terrænet et lidt mere dramatisk udseende. Turen rundt ad Queens Drive er omkring 5 km lang.
Er man udfordret af trapper og bakker, så er Edinburgh ikke verdens bedste destination, men har man intet imod dem, så er det bare at komme i gang. Jeg gik 91 km på 6 dage i bakket terræn og passerede massevis af trapper, og det gjorde kun en lille smule ondt de første dage. Arghhhhh.
Dette lille stykke trappe er den sidste tiendedel af trappen op til Queens Drive (fordi det var for nemt at tage asfaltvejen).
En af de tre store forfattere i Skotland er Sir Walter Scott. Det er ham den lille i bunden af foto. Eller rettere, det er en statue af ham. Hans statue står på en to meter høj kolos af en sten og er desuden pakket ind i et meget højt spir, der på afstand ligner et spir på en katedral eller anden stor kirke. Det er den største monument for en forfatter i verden, og der er ingen tvivl om, at skotterne er stolte af Scott.
Han er blandt andet manden bar Rob Roy, Ivanhoe og Waverly. Han anses som faderen til den Den Historiske Roman som genre. Waverly er i øvrigt navnet på hovedbanegården i Edinburgh.
Scott vender ryggen til Edinburgh Castle og den gamle by, hvor han faktisk er født i 1771, og kigger op imod New Town.
I den nyere bydel ligger et ret fantastisk museum. Det er særligt, fordi det er dedikeret til portrætter af skotske mennesker eller grupper af mennesker. Portrætterne er malerier, skulpturer, plakater eller videofilm. Helt særligt er en temaudstilling om de skotske minearbejdere, der hyldes med disse re-stylede hjelme og en masse historier og billeder fra det hårde liv, de har levet.
Men selv hvis man ikke er til portrætter og endda er ligeglad med nogle fantastiske portrætter af for eksempel Tilda Swinton og Billy Conelly, så er museet et besøg værd af tre grunde: Interiøret er utrolig smukt, bygningen i sig selv er imponerende og det er gratis, som langt de fleste museer i Edinburgh.
Som nævnt er der mange trapper i Edinburgh. Særligt fra Princess Street Gardens op til The Royal Mile. Men trapperne er ikke bare trapper. De er gader. Denne her er rigtig lang, og langs trappen er der masser af hoveddøre med numre på. Tænk engang at være postbud her.
Mange af disse trapper slutter i en close med gårdhaver fyldt med planter og lokale, der hygger sig med en øl – hvilket man godt kan få lyst til after at have klatret op af trappen – og nogle slutter endda i en meget smal passage, der med stor tydelighed viser, at det har været vigtig at spare på pladsen og udnytte alle de kvadratmeter, der kunne udnyttes.
Og vupti vupti, så er jeg tilbage ved Writer’s museum. Og her er de tre store: Burns, Scott og Stevenson. Museet er dedikeret disse tre herrer, der betragtes som de absolut største. Stevenson er bedst kendt for ”Skatteøen” og ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”. Burns er blandt andet kendt for at skrive et digt til Haggis; skotternes nationalret, der har et tvivlsomt ry og en special ingrediensliste, men som efter sigende skulle smage fabelagtigt.
Nogle vil måske undre sig over, hvorfor J.K. Rowling ikke er at finde på museet. Jeg kender ikke den præcise grund, men skotterne har et særligt forhold til hende. De er stolte af hendes bedrifter, men de er samtidig trætte af, at alle caféer hævder, at det var præcis der, hun skrev bøgerne om Harry Potter, og de synes, hun er lidt en diva, når hun hævder, at hun ikke er inspireret af andet end hendes egne tanker, selv med åbenlyse referencer i byen samt fra gamle børnebøger, der behandler samme historier som Harry Potter.
Writer’s museum er lille. Herover er det største rum, og Burns, Scott og Stevenson har hver deres etage. Det er super charmerende, og man kan – næsten – høre de tre grifle med deres blækpenne lige rundt om hjørnet.
Butikken i bunden af stueetagen er meget lille og sælger primært bøger. Endda til rimelige penge. Jeg købte en meget tyk bog til under 90 kroner.
Jeg er blevet pjattet med IRN BRU og drikker det flittigt. I Skotland fortsatte jeg med et dagligt indtag på en IRN BRU, men den aften, jeg tog til ølsmagning, fik jeg endnu en overraskelse udi den orange drik.
Et lokalt bryggeri har ganske enkelt produceret en Sour Beer med IRN BRU smag. Den er ganske enkelt fantastisk. Smager af IRN BRU med et skvæt af øl. Elsker den og glæder mig til at den, ligesom sodavanden, kan købes i Danmark.
Ved denne ølsmagning var vi otte deltagere. Udover mig selv var der endnu en dansker, tre canadier, en new zelænder og to amerikanere. Vírkelig hyggelige og søde mennesker, og mens vi drak øl, gik snakken flittigt om alle de fantastiske ting, vi hver især havde oplevet. Vores værtinde var en goth-agtig pige omkring de 30 år, der havde sat sig ind i øllens historie med den kærlighed, som kun ægte øl-entusiaster har.
Alle de øl, vi smagte, var lokale, og vores værtinde kunne fortælle, at alle pubber i Edinburgh har åbent til klokken 22. Men på den anden side af New Town – i Dean Village og Leith – havde pubberne engang åbent til 23. Det var dengang disse byer var adskilt med eget bystyre fra Edinburgh og dermed selv kunne bestemme tidspunktet for udskænkning. Nu er byerne groet sammen og reglerne synkroniseret.
En anden fabelagtig historie, der knytter sig til øllets historie stammer tilbage fra tiden før træk-og-slip. Når pubberne lukkede klokken 22 begyndte de spritstive skotter at slentre hjem. Det faldt sammen med det tidspunkt, hvor natpotten skulle tømmes inden sengetid. Så de yngste børn, der kunne bære en natpotte, rakte potterne ud af vinduerne og råbte den gængse advarsel. Det, som skete var, at de fulde folk kiggede op i forundring og fik potternes indhold lige i smasken, hvis de ikke passede på. Deraf kommer udtrykket ”shitfaced”.
Edinburg ligger ud til en fjord, og den del af byen, der fungerer som havneby er Leith. Der er kun tre-fire km fra midtbyen til Leith, og egentlig er der meget hyggeligt og overskueligt. Det var denne del af Edinburgh, der indtil for 1919 var en selvstændig bydel med eget styre.
Denne bygning rummer en lille café med frisk fisk og varm kaffe. Jeg blev serviceret af en kvinde, som viste sig at være fra Norge. Hun havde boet i København i tre måneder og i Skotland de sidste tre år, og vi snakkede en pudsig blanding af skandinavisk og engelsk sammen.
Den hyggelige vej fra Leith til Edinburgh er et par km længere end den lige vej. Det er en sti, der går fra Leith havn. Nogle steder er det asfalt, andre grus. Nogle steder med plads til både cykler og gående, andre steder skal man gennem halvoversvømmede viadukter. Det er en gåtur med hyggelige pladser, bænke, udsigtspunkter og masser af mennesker, der hygger sig og slapper af.
Også I denne del af floden, i lighed med flodens løb i Dean Village – er der trapper, som vandet fosser ned ad. Enkelte steder var der knækkede grene, der gav trapperne et mere rodet, men også mere dramatisk udtryk.
Foto herunder er taget umiddelbart inde en oversvømmet viadukt, som var den eneste vej igennem. Jeg smed mine sko og hev op i bukserne. Det var koldt, men nemt. Og jeg har ganske enkelt ikke motorik til at vandre på halvtykke stammer og en enkelt knækket palle, der var lagt ud som interimistisk bro.
Inden jeg var fremme ved Dean Village og drejede fra stien mod New Town, kom jeg forbi denne buebro. Der er virkelig mange buer i Edinburgh og mange af dem er smukke inde i buen, hvor stenene er lagt i særlige mønstre.
Toiletterne i Edinburgh – og faktisk i store dele af Skotland – er noget særligt. Ikke dem alle, dog, men rigtig mange er både gratis og rene og ret rummelige. Flere steder er der unisex-toiletter, og mange steder er der også kasser med bind og tamponer, som kvinder kan bruge, hvis de mangler.
Toiletter er noget, vi alle har brug for, og det siger noget om skotternes imødekommenhed, at de gør så meget ud af deres toiletter og yder en ekstra service for kvinders intimhygiejne. Jeg har hørt rygter om, at der en lov i Skotland, der betyder, at du ikke må afvise et menneske at benytte dit toilet. Om den er sand, ved jeg ikke.
Jeg var skam også på kaffetur. Ikke fordi, jeg ikke kan finde ud af at drikke kaffe alene, men fordi det faktisk lød spændende at få noget at vide om kaffe i en by som Edinburgh. Som en del af Storbritannien troede jeg fejlagtigt, at man primært drak te i Skotland. Men nej.
Min guide på denne tur var en amerikansk pige ved navn Jackie. Hun havde følgeskab af sin skotske chef, James.
Selve turen startede og sluttede med en kop kaffe på The Lost Close, som er et af de væsentligste steder i den lokale kaffehistorie, fordi det var her, kaffen blev indtaget i forskellige rum af både Jacobitter (oprørerne), de oplyste og de rige.
Da kaffen holdt sit indtog i Edinburgh havde den samme status som alkohol, fordi man havde observeret, at de geder i Etiopien, der åd kaffe-blade, blev fuldstændig hyper. Det betød også, at de, der fik licens til at servere kaffe, fik licens til alkohol også.
I begyndelsen blev kaffen indtaget i de små hjem. De fattigste både øverst i de høje bygninger, tjenestefolk i bunden og middelklassen i midten – deraf navnet middelklassen. Når alle tre niveauer drak kaffe, skabte de effektive tarmbevægelser faktisk propper i rørene, og rigtig tit gik kloakpropperne i stå udfor middelklassen, fordi de fattigste boede flere samlet og dermed havde mere at proppe i rørene.
Middelklassens damer var trætte af lugten, når de holdt kaffeslabberas hjemme. Dermed opstod kaffebarer og caféer ude i byen, som de lidt rigere kunne nyde.
Det er meget skotsk, det her. Fish&Chips og IRN BRU.
Pommes fritter – chips – i Skotland er tykke. Der er rigtig meget kartoffel over dem, og jeg kan personligt bedre lide dem end den tyndere udgave, vi oftest får herhjemme. Denne fisk er kæmpestor, og jeg kunne faktisk ikke spise op.
De fleste ved nok, at skotterne, ligesom briter i øvrigt, kører i venstre side af vejen. Det er allerede en udfordring, når man skal krydse vejen. Oven i det har de så denne anordning, hvor bilerne både den ene og anden vej får lov at køre, før der med et bliver grønt for alle fodgængere i alle retninger. Det har naturligvis den fordel, at man kan krydse vejen diagonalt til modsatte hjørne og ikke skal igennem to fodgængerfelter. Som i øvrigt ikke findes. Ingen zebrastriber.
Og så er der naturligvis undtagelserne med de kryds, hvor der ikke er diagonalfladen.
Man lærer det, men de første to dage var jeg lidt udfordret. Særligt fordi skotterne også krydser gaden præcis når det passer dem, hvis der ingen biler er. Dejlig anarkistisk. Og en smule farligt, når man ikke lige har styr på fodgænger-reglerne.
Jacob’s Ladder er også en trappe. Men ikke bare en trappe som alle de andre trapper. Næhnej. For det første er det ret svært at finde den. Indgangen ligger i en mørk viadukt under jernbanen, hvor der primært kører biler og ikke er mange fodgængere. Når man så har fundet den, så kan man se alt det grønne pible frem fra sten og graffiti. For det andet er trinene hverken lige brede eller lige høje, og trappen er stejl.
Til gengæld er turen op af Jacob’s Ladder hele besværet værd. På toppen kan man se Arthur’s Seat og samtidig få en fornemmelse af, hvor tæt bakken ligger på byen. Det er som om, byen næsten kravler op af bakkens fod.
Helt generelt var min tur til Edinburgh overvældet af lugte, som satte minderne i gang fra mine ture til de britiske øer. Da jeg så denne isvogn og samtidig kunne lugte både isen og pap-vaflerne, huskede jeg øjeblikkeligt det øjeblik, hvor jeg som godt 2,5-årig bestilte en is for første gang på engelsk.
Min far sendte mig hen til vognen (og holdt øje med mig fra behørig afstand), og manden i vognen måtte læne sig langt ud for at se mig. Jeg husker tydeligt, at jeg sagde ”I would like an ice lolly”, og tilsyneladende forstod han mit meget unge engelsk.
Mit engelsk er blevet lidt mere fyldigt siden, men isvognen har ikke ændret sig.
På et gadehjørne foran Stockbridge Market mødte jeg en sød ældre herre, der uddelte disse pamfletter. Vi havde en god snak om skotsk uafhængighed, og hvordan skotterne hellere vil være en del af EU end en del af Storbritannien.
Han troede, jeg var stemmeberettiget i Skotland (jeg pudsede min lingvistiske glorie), men da jeg fortalte, at jeg var dansk, blev han nysgerrig på danskernes EU-forbehold omkring Euroen. Den havde vi så en hyggelig snak om.
Og før jeg så mig om snakkede vi om Orkney-øerne og Shetlands-øerne, hvor der tales en blanding af skotsk og gammel nordisk.
Den sidste af de 91 km var til ende, da jeg havde tjekket ind i Lufthavnen og parkeret mig selv i den lille café før boarding. Jeg havde en smule ventetid, og jeg fik lyst til at drille min ældste søn. Det får jeg tit. Denne gang ved at sende ham et foto af en tunsandwich.
Historien er, at sønnen min tog til Skotland tre måneder tidligere med en ven uden ret mange penge på lommen. Og de penge, de havde, blev brugt på en pub den første aften. Derfor levede de af hvidt brød og tunfisk resten af ugen. I flere måneder efter har han havde synet af hvidt brød og tun. Jeg skulle lige tjekke, om det tre måneder senere stadig var sådan. Det var det.
Det er så ubeskriveligt smukt i Skotland. Mest i højlandet, men også i Edinburgh. Skotland er det smukkeste land, jeg nogensinde har været i. Perlerne i Danmark imponerer mig ikke ligeså meget, som perlerne i Skotland. Derfor var det en skøn og livsbekræftende oplevelse at fange denne solnedgang gennem et togvindue på Storebæltsbroen. Danmark, du er sgu også dejlig.
Tilføj kommentar
Kommentarer