Pakket ind i mørke - omgivet af lys

Offentliggjort den 8. februar 2025 kl. 21.48

Beskrivelse I mange år har jeg skrevet korttekster. Det var faktisk der jeg startede og der, jeg nød at være. Korttekster er ikke en forpligtelse til et langt fortælleforløb, og det er novellens intense og mættede stil, jeg er mest tryg i. Alligevel er det først nu, jeg udgiver en novellesamling. Og den er helt og aldeles for voksne. Novellesamlingen indeholder en hyldest til de mørke sider i livet og de små hverdagsmirakler, vi smiler af, inden vi spæner videre. Begge dele er vigtige at gribe, mærke og forstå.

Uddrag:
Jeg omfavnede svimmelheden og vidste, at man kan dø af netop sådan en, og jeg mærkede min hjerne blive sort og stille. Lydene lukkede af, først til en mumlen, siden stoppede mine ører med at virke. Mine øjne var åbne, men jeg så intet længere. Intet værelse, ingen møbler, ingen døre. Jeg så ikke manden, der rejste sig med stive hænder holdt frem foran sig, inden han bakkede ud af rummet. Jeg ledte efter det lys, jeg havde hørt, man skulle følge, men fandt intet.

Jeg har drukket denne kop kaffe mange gange før. Uendelig mange gange kaffe i netop denne kaffekop. Som små mosaiksten på en ualmindelig smukt belagt sti gennem en japansk sansehave, træder koppen med kaffe frem i bevidstheden. En lille fornøjelse i sig selv, en sti at følge i utælleligheden. Denne kop kaffe.

Tilføj kommentar

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu.